Secret Bottles - vintilbud til urimelige lave priser!
Smagekasser leveret til døren - med 100% tilfredshedsgaranti!

At stå i køkkenet sammen med sine børn og bage, er noget jeg holder utrolig meget af.

Og mine børn nyder det også i fulde drag. Det at få lov til at blive en del af madlavningsprocessen, og se det færdige resultat af ens indsats i køkkenet, får dem lige til at vokse 10 cm.

Jeg er også af den overbevisning, at giver man ens børn medansvar i køkkenet, får de også helt automatisk en indre glæde og lyst til at stå i et køkken og kokkerere som voksne.

På vores sommerferie til Florida i 2016, fik vi smagt på alle de klassiske amerikanske fødevarer, som man har hørt så meget om.

Amerikanske brownies, Dunkin Donuts, burgere, vafler – ja, alverdens fastfood på godt og ondt.

Vi faldt over nogle brownies i den amerikanske supermarkedskæde, Publix, som vakte stor jubel og begejstring under vores ophold i bl.a. Orlando.

Rigtig svampede og konfektagtige brownies … mums.

Opskriften på disse amerikanske brownies vækker minder …

God fornøjelse!

Antal personer: 6
Tilberedningstid: 15 min. plus bagetid

Ingredienser:

  • 2 æg
  • 3 dl. rørsukker
  • 5 spsk. kakao
  • 30 gr. hakket mørk 70% chokolade
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1/4 tsk. salt
  • 1½ dl. hvedemel
  • 100 gr. smør
  • 75-100 gr. hakkede hasselnødder (kan undlades)

Fremgangsmåde:

Forvarm ovnen til 175 grader almindelig ovn.

Start med at smelte smørret i en gryde eller i en skål i mikroovnen.

Hvis du vælger at lave de amerikanske brownies med hakkede hasselnødder, skal du hakke disse groft.

Æg og rørsukker piskes godt sammen i en røreskål.

Sigt mel, kakao, vaniljesukker og salt ned i æggemassen med en fin si.

Rør alle ingredienserne godt sammen og tilsæt til sidst det smeltede smør og det hakkede chokolade.

Pisk det hele godt sammen til en ensartet masse.

Smør en bageform på ca. 26×18 cm. og drys den med rasp. Raspen giver en rigtig lækker bund.

Vend bunden i vejret på bageformen, så det overskydende rasp kommer ud.

Nu er det tid til at fordele browniedejen ned i bageformen. Glat den ud med en spartel.

Bag nu browniedejen ved 175 grader i ca. 30-40 minutter. Det afhænger af ovntype og om din bageform er større eller mindre.

De amerikanske brownies er færdige, når du stikker en kødnål i dejen og der lige akkurat kommer lidt dej med op på nålen.

Lad de amerikanske brownies køle helt af, inden du skærer dem ud i firkanter.

Serveringsforslag:

Amerikanske brownies smager jo bare godt naturel. Skal det være ekstra godt, kan du servere en god kugle vaniljeis til disse brownies.

Du kan med fordel servere disse brownies som en lækker dessert, som er nem at stå med og kan laves dagen i forvejen.

Secret Bottles - vintilbud
Secret Bottles - gode vintilbud