Secret Bottles - vintilbud til urimelige lave priser!
Smagekasser leveret til døren - med 100% tilfredshedsgaranti!

Jeg elsker en god dessert. Og helst en dessert, hvor is i den ene eller anden udformning, indgår som tilbehør.

Jeg er den lykkelige ejer af en skøn italiensk ismaskine, en Gelato Chef 2200 fra Nemox. Så hvad er mere nærliggende, end at byde ens gæster på ægte hjemmelavet is.

Her i påsken havde vi inviteret et hold venner over til aftensmad. Da det nu var påske, skulle der lidt ekstra godt på bordet, så denne aften blev der serveret laksetatar til forret og oksemørbrad med diverse tilbehør som hovedret. Desserten – inspireret af Mette Blomsterberg’s chokoladefondant, blev blødende chokoladekage med appelsinsorbet.

Blødende chokoladekage med appelsinsorbet er virkelig en nem og rigtig lækker dessert. Det hele kan laves i forvejen og det både smager godt og syner af passion og lidenskab for begrebet madlavning.

Jeg tør godt sige, at vores venner var meget begejstrede for desserten. Den lækre chokoladesmag med det blødende, cremede indre, i skøn harmoni med den friske appelsinsorbet.

En meget vellykket dessert, som jeg er blevet forfalden til.

Antal personer: 8
Tilberedningstid: 45 min.

Ingredienser:

Blødende chokoladekage

150 gr. mørk chokolade – 65-70%
150 gr. smør
60 gr. hvedemel
75 gr. sukker
75 gr. pasteuriserede æggehvider
150 gr. pasteuriserede æggeblommer
Lidt revet chokolade eller flormelis til drys

Appelsinsorbet

6 dl. appelsinjuice (enten friskrevet eller rigtig god færdig appelsinjuice)
3 dl. sukkersirup
2 æggehvider
Evt. lidt fintrevet skal fra en økologisk appelsin


Sådan laver du sukkersirup

Til en appelsinsorbet skal du anvende sukkersirup. Det laver du ved at koge lige dele vand og rørsukker op i en gryde ved middel varme i ca. 5 min. Lad siruppen køle helt af, inden den tilsættes selve appelsinsorbeten.

Blødende chokoladekage med appelsinsorbet

Fremgangsmåde:

Blødende chokoladekage

Den mørke chokolade hakkes fint og smeltes sammen med smør og sukker over et vandbad i en skål. Pas på med ikke at smelte chokoladen ved for høj temperatur – det skal akkurat kun lige smelte.

Hvedemelet sigtes ned i den smeltede chokoladeblanding og røres godt sammen.

Æggehvider og æggeblommer tilsættes chokoladeblandingen og der røres godt rundt.

Du kan enten vælge at lave de blødende chokoladekager i en muffinform med slip-let belægning, eller enkeltvis i kageringe. Muffinformen eller kageringene smøres med smør eller anden neutral olie.

Fordel dejen i formene og fyld dem op, så dejen lige er 1-1½ cm. under overkanten af formen.

De fyldte forme kan opbevares på køl indtil de skal bages. Husk på, at blødende chokoladekage først skal tilberedes, når du skal servere desserten.

De blødende chokoladekager bages i en 200 grader varm ovn i ca. 7-10 min. Et godt tip – lav en smagsprøve nogle timer forinden serveringen, så du finder den helt rette bagetid. Denne gang skulle de have ca. 8 min., så midten af chokoladekagen eller fondanten, stadigvæk er ubagt og flydende.

Lad dem køle af i 1-2 min. i formene, inden du tager dem forsigtigt op med et par kødnåle eller en gaffel, og anretter dem på tallerkener.

Appelsinsorbet

Appelsinjuice, sukkersirup og æggehvide piskes godt sammen i en skål. Hvis du ønsker en lidt mere kraftig smag, kan du tilsætte lidt fintrevet appelskal.

Den optimale sorbet får du ved at tilberede den på en italiensk ismaskine. Her skal massen køre, indtil den har en cremet sorbet konsistens. På min ismaskine tager det ca. 40-45 min. at lave en stor skål appelsinsorbet.

Server din appelsinsorbet med det samme og anret en kugle is på en tallerken sammen med en nybagt, blødende chokoladekage.

Den færdige appelsinsorbet kan også laves i forvejen og opbevares på frost indtil servering.

Hvis du ikke har en ismaskine i din husholding, kan du sagtens lave sorbet i en fryser. Du skal blot hver ca. 20 min. tage skålen ud af fryseren og røre massen rundt, indtil du har den rigtige konsistens.

Velbekomme!

Secret Bottles - vintilbud
Secret Bottles - gode vintilbud