Efter at vi i dagligdagen har skåret pasta, ris og brød væk fra kosten, har vi bl.a. kastet vores kærlighed over blomkålen, som er en skøn grøntsag og som kan varieres i det uendelige. Her kan jeg blot nævne blomkålsmos, blomkålsris, blomkålspizza og blomkålsrisotto.

Nå, men blomkålsmos er en utrolig lækker spise, indeholder ikke ret mange kulhydrater og er såre simpel at tilberede. Blomkålsmos kan gå i spænd med de fleste gryderetter som eks. mørbradgryde og Bøf Stroganoff. Blomkålsmos kan laves i en neutral udgave, hvor den blot smages til med salt og peber, eller krydres med hvidløgspulver, paprika, karry etc. Denne opskrift er så at sige, grundopskriften på den bedste blomkålsmos nord for alperne.

Antal personer: 4 voksne
Tilberingstid: 15 min.

Ingredienser:

2 blomkål
Ca. 2 dl. fløde eller mælk
50 gr. smør
Salt og peber
Evt. andre krydderier, hvis den skal smage af noget mere

Fremgangsmåde:

Blomkålet skæres i mindre buketter og koges mørt i ca. 15 min. Herefter hældes vandet fra gryden på nær ca. 1 dl. kogevand.

Blomkålen blendes med en stavblender sammen med fløden og smørret. I vores familie kan vi godt lide, at blomkålsmosen er rustik, dvs. rimelig grov i konsistensen, men det er jo en smagssmag, som du kan styre med din stavblender.

Blomkålsmosen smages til med salt og lidt peber og er nu klar til servering.

Serveringsforslag:

Du kan også prøve dig frem med at tilsætte friske krydderurter til blomkålsmosen. Eks. frisk basilikum eller timian. Mulighederne er mange. Velbekomme.