Secret Bottles - vintilbud til urimelige lave priser!
Smagekasser leveret til døren - med 100% tilfredshedsgaranti!

Jeg elsker couscous og i vores husholdning er den tit på madplanen, idet jeg personligt prøver at undgå eller begrænse indtaget af kartofler og ris i dagligdagen.

Der er så mange muligheder med couscous og egentlig er det jo kun fantasien der sætter grænser for, hvordan du kan kombinere disse skønne gryn med diverse grøntsager og dressinger.

Couscous er et sundere alternativ til pasta og hvide ris.

Du kan spise couscous hele året rundt og kombinere disse herlige gryn med årstidens grøntsager og krydderurter.

En couscous salat er noget af det nemmeste at tilberede i et køkken og er det perfekte tilbehør i en travl hverdag.

Jeg foretrækker fuldkorns couscous, som er lavet af 100% fuldkorn og som er et sundere alternativ til de traditionelle couscous.

Couscous fremstilles af mel og durumhvede, der sprayes med vand og herefter formes til gryn, som lægges til tørring.

Couscous er altså ikke en kornsort som fx ris, som er en udbredt misforståelse hos mange. Så nu har vi det på plads.

Couscous stammer oprindelig fra Nordafrika, men bruges i dag over hele verden som tilbehør til supper, salater og diverse kødretter.

God fornøjelse med denne skønne couscous salat og husk – opskriften er vejledende og kan kombineres og varieres i det uendelige.

 

Ingredienser:

Couscous salat

  • 4 dl. fuldkorns couscous
  • 4 dl. vand
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. olivenolie
  • 2 forårsløg i tynde skiver
  • 2 store solmodne tomater i små tern
  • 1 rødløg i små tern
  • 100-200 gr. smuldret feta
  • Diverse friskhakkede krydderurter – fx koriander, purløg, timian og oregano

Dressing

  • 2 store håndfulde friskhakkede krydderurter – fx mynte og bredbladet persille
  • Saft og revet skal fra 1 økologisk citron
  • 2 fed pressede hvidløg
  • 1 spsk. rørsukker
  • 1 tsk. finthakket chili (kan undlades)
  • 1 tsk. friskrevet ingefær
  • Salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Vand, salt og olivenolie bringes i kog.

Gryden tages af kogepladen og couscous tilsættes under omrøring.

Læg grydelåget på og lad couscous blandingen stå i ca. 5 minutter.

Bland alle ingredienserne til dressingen godt sammen i en skål.

Tilsæt herefter alle de øvrige ingredienser til dressingen og rør forsigtigt rundt.

Rør rundt i den tilberedte couscous med en gaffel og hæld den herefter ned i skålen til de øvrige ingredienser.

Rør forsigtigt rundt og pynt couscous salaten med lidt ekstra krydderurter og lidt feta – evt. nogle ærteblomster.

Couscous salat med lækker dressing
Her den skønne couscous salat med dressing – toppet med friske blomster fra krydderurtebedet i vores have.
Secret Bottles - vintilbud
Secret Bottles - gode vintilbud