Secret Bottles - vintilbud til urimelige lave priser!
Smagekasser leveret til døren - med 100% tilfredshedsgaranti!

Denne Daim islagkage har efterhånden snart været et fast indslag til fødselsdage og gæstemiddage igennem de seneste 15 år. Den er blevet forfinet ifht. den oprindelige opskrift, og er en skøn, velsmagende dessert, som falder i god jord hos de fleste.

Den smager som en million og leder tankerne hen på en kompleks tilberedning, som kun er forbeholdt gastronomiske ildsjæle. Sandheden er dog en helt anden med denne Daim islagkage, idet den er såre simpel at tilberede, så du trygt kan kaste dig ud i den og overraske dine gæster med en fantastisk isdessert.

Antal personer: 10
Tilberedningstid: 45 min.

Ingredienser:

Mandelmarengsbund

  • 150 gr. mandler
  • 1 tsk. bagepulver
  • 3 dl. flormelis
  • 4 æggehvider

Daim is

  • 2 dl. flormelis
  • 8 pasteuriserede æggeblommer
  • 7 dl. fløde
  • 2 stk. dobbelte Daim
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 100 gr. ristede mandler
  • 75 gr. marcipan

Pynt

  • Revet mørk chokolade 60-70%
  • Friske jordbær

Daim islagkage

Fremgangsmåde:

Mandelmarengsbund

Tænd ovnen på 175 grader – ikke varmluft. En springform på ca. 24 cm. smøres og den drysses med lidt mel, så fladerne er dækket af et lille lag.

Mandlerne hakkes til mandelmel i en foodprocessor eller med en stavblender. Mandelmelet, flormelis og bagepulver blandes godt i en skål. Æggehviderne piskes helt stive i en anden skål og vendes forsigtigt med mandelblandingen.

Blandingen hældes ned i den smurte springform og bages i ovnen i ca. 30 min., indtil overfladen er fin lysebrun. Springformen tages ud af ovnen og mandelmarengsbunden køler helt af i formen.

Daim is

Æggeblommerne og flormelis piskes godt til en luftig, cremet masse. Fløden piskes til en let flødeskum i en skål.

Mandlerne ristes på en middelvarm pande i ca. 5 min. Herefter hakkes de groft og køler helt af. Marcipanen hakkes eller rives groft på et rivejern.

Den hakkede Daim, vanillesukker, marcipan og de afkølede hakkede mandler vendes i æggemassen. Herefter tilsættes flødeskummet og det hele vendes forsigtigt rundt, så du står tilbage med en luftig, ensartet iscreme.

Iscremen hældes over den afkølede mandelmarengsbund i springformen og dækkes til, hvorefter den stilles i fryseren i min. 6 timer.

Serveringsforslag:

Daim islagkagen tages ud af fryseren ca. 20 min. før servering. Daim islagkagen pyntes med friske, halverede jordbær og revet chokolade. Man kan også vælge, at lave iscremen og fryse den ned for sig i springformen og så først på selve dagen bage mandelmarengsbunden. Jeg praktiserer selv tit denne fremgangsmåde, da bunden ikke når at blive helt så sej og konfektagtig, som hvis den fryses ned.

Man kan stort set tilsætte de ingredienser man vil til denne islagkage. Istedet for Daim kan man anvende en god mørk chokolade og måske tilsætte lidt spiritus til isen, hvis den er forbeholdt de voksne. Ønsker man lidt sauce til isen, kan man lave en chokoladesauce eller en frisk hindbærcoulis og samtidig erstatte jordbærene med friske hindbær.

Daim islagkage

Secret Bottles - vintilbud
Secret Bottles - gode vintilbud