Min bedre halvdel bryder sig ikke ret meget om kød, så i dag blev det til en omgang hvidkålspandekager med bønnesalat for hendes vedkommende. Resten af familien lavede en omgang Paleo frikadeller i ovnen.

Selvom jeg er en stor tilhænger af kød og en masse proteiner, går jeg ikke ad vejen for at smage vegetarretter. I dag var ingen undtagelse, så jeg skulle da lige smage hendes nye opskrift på en omgang hvidkålspandekager.

Til min store overraskelse, blev jeg meget positivt overrasket over det færdige resultat. Hvidkålspandekager med bønnesalat smager faktisk rigtig godt. Man savner ikke umiddelbart kød, da der er masser af fylde takket være hvidkålen og en dejlig smag af parmesanost og krydderier.

Antal personer: 2
Tilberedningstid: 20 min.

Ingredienser:

150 gr. revet hvidkål
2 store æg
60 gr. friskrevet parmesanost
1 tsk. koriander
1½ tsk. salt
1 tsk. spidskommen
3 tsk. sesammel, “HUSK” (alternativt rasp)
Olie til stegning

Fremgangsmåde:

Hvidkål rives så fint som overhovedet muligt på et rivejern sammen med parmesanosten.

De to ingredienser blandes i en skål sammen med alle de øvrige ingredienser.

Olien opvarmes på en varm pande, hvorefter pandekagerne formes med en grydeske på panden og presses flade.

Lad pandekagerne stege ved middel varme og undgå at vende dem mere end en gang. De skal først vendes, når de er blevet fine brune. Stegetid pr. side er ca. 5-7 min.

Hold løbende øje med, at de ikke får for meget varme og brænder på.

Pandekagerne vendes med en flad palette kniv og steger videre på den anden side.

Herefter er de klar til servering.

Serveringsforslag:

Hvidkålspandekager med bønnesalat er jo som udgangspunkt en vegetarret, men smager rigtig godt i selskab med en bønnesalat med bacon eller en spidskålssalat med æblesirup.