Bor man i eget hus og har man mulighed for det, må man ikke snyde sig selv for at lave en lille køkkenhave.

Har du børn, vil de elske at kunne gå ud i køkkenhaven og plukke friske ærter og gulerødder.

Vi nyder selv godt af vores køkkenhave og i særdeleshed vores kartofler, hvor det at kunne gå ud og grave sine egne kartofler op, i sig selv er en stor tilfredsstillelse.

Nye kartofler er formidable i salat sammenhænge. Om sommeren laver vi mange forskellige robuste salater, hvor nye kartofler indgår som fast ingrediens.

Krydret kartoffelsalat er ingen undtagelse. En skøn, sommerlig og mættende salat, som hele familien vil synes om og som er nem at tilberede og variere.

Antal personer: 4-6
Tilberedningstid: 25 min.

Ingredienser:

Ca. 1 kg. nye kartofler
2 rødløg
2 dl. fine ærter (friske eller frosne)
½ dl. soltørrede tomater i olie
1 dl. sorte oliven (unden sten – kan helt undlades)
2 håndfulde rucola
2 spsk. friskhakket dild
2 spsk. friskhakket persille
1 spsk. friskhakket estragon (kan undlades)
2 tsk. dijonsennep
Lidt friskpresset citronsaft
100 gr. feta
4 spsk. rapsolie
2 spsk. hvidvinseddike
Salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Kartoflerne pilles, skæres i tern og koges i ca. 4-5 min. Pas på med at give dem for meget, da de skal være al dente – have bid.

Løgene pilles og hakkes fint sammen med de soltørrede tomater.

De sorte oliven udstenes, hvis der er sten i og hakkes groft.

Rapsolien og hvidvinseddiken piskes godt sammen i en skål og dijonsennep tilsættes til sidst, så dressingen ikke skiller. Smag dressingen til med salt, friskkværnet peber og citron.

De kogte kaftofler, løg, tomater, ærter og oliven vendes sammen i en stor skål og dressingen tilsættes.

Fetaosten brækkes eller skæres ud i store, grove tern.

Krydderurterne hakkes fint og vendes i skålen med de øvrige ingredienser sammen med rucola og feta.

Den krydrede kartoffelsalat kan med fordel stå og trække et par timer i køleskabet. Vent da med at tilsætte rucola og feta, som først vendes i lige før servering.

Serveringsforslag:

Krydret kartoffelsalat smager rigtig godt sammen med noget fisk, grillet oksekød eller kylling. Du kan også prøve at servere krydret kartoffelsalat til de skønne oksekødsfrikadeller, som går rigtig godt i spænd sammen.

Krydret kartoffelsalat går rigtig godt i spænd sammen med en flaske kølig rosévin som 1-2-5 Feudi Salentini Rosato del Salento 2014 eller den fantastiske hvidvin Nativ 25 Rare Cru 2013.