Secret Bottles - vintilbud til urimelige lave priser!
Smagekasser leveret til døren - med 100% tilfredshedsgaranti!

I Gyldendals “Den Store Danske”, stammer ordet “ristaffel” oprindeligt fra det hollandske ord “rijsttafel”, hvor rijst står for ‘ris’ og tafel ‘taffel, ja, det betyder bord’.

Mange forbinder ristaffel med et levn fra 80’erne, hvor det sammen med ananasringe og friturestegt camembert, var på alles læber.

Det er synd og skam, for ristaffel er jo et fremragende måltid, som både pirrer ens smagsløg og takket være det store udvalg af tilbehør, giver smæk for skillingen rent visuelt.

Udover, at ristaffel er et sundt og nemt måltid at tilberede, er ristaffel med kylling i karry et måltid, som falder i god jord hos hele familien.

Det er jo virkelig et slaraffenland at gå ombord i, takket være de mange ting, som man får serveret som tilbehør.

Der er noget for alle smagsløg og man kan i ro og mag selv sidde og komponere sin egen udgave af ristaffel.

Antal personer: 4
Tilberedningstid: 30 min.

Ingredienser:

Kylling i karry

Ca. 500 gr. kyllingefileter
1 løg
2 æbler
20 forårsløg
2-3 tsk. karry eller gul karrypasta
1 stor dåse kokosmælk (4-5 dl.)
1-2 spsk. sød chilisauce
1 tsk. salt
Friskkværnet peber
Olie til stegning

Tilbehør til kylling i karry

Kokosmel
Hk. tørrede abrikoser
2 bananer i skiver
Ananas i tern
Saltede peanuts
Rød peberfrugt i tern
Mango chutney
Rosiner

Blomkålsris

Server de lækre blomkålsris til ristaffel med kylling i karry.

Ristaffel med kylling i karry

Fremgangsmåde:

Kyllingefileterne skæres i tynde strimler, hvorefter olien opvarmes i en gryde. Svits karryen i olien og lad det bruse af. Tilsæt æbler i tern og hakket løg og svits det i ca. 1 min.

Herefter tilsættes kyllingestrimlerne, som svitses i gryden i en 3-4 min.

Tilsæt kokosmælk og chilisauce i gryden og bring saucen i kog. Herefter skal retten simre i ca. 5 min.

Forårsløgene skæres i tynde strimler og renses under vand i en sigte.

De snittede forårsløg hældes i gryden og det hele koger nu videre ved middel varme i 3-4 min. under omrøring. Forårsløgene må ikke koge ud og blive bløde, men skal stadigvæk have lidt bid.

Retten smages til med salt og peber.

Serveringsforslag:

Ristaffel med kylling i karry skal serveres varm og i selskab med med de skønne blomkålsris eller almindelige ris.

Alt tilbehøret anrettes i nogle små skåle på bordet, så man selv kan hælde sin foretrukne topping på sin ristaffel med kylling i karry.

Secret Bottles - vintilbud
Secret Bottles - gode vintilbud