Savner du et mere moderne og krydret alternativ til de traditionelle danske koteletter i fad, må du ikke snyde dig selv for denne skønne serbisk inspirerede udgave af koteletter.

Serbiske koteletter er en lækker og nem ret at tilberede. Den smager himmelsk med den krydrede sennepspanering toppet med finthakket løg og persille.

Det er ikke en stærk ret, så den kan sagtens serveres for hele familien og tilberedes på en travl hverdag, hvor børnene kan hjælpe til med at skære peberfrugter og tomater.

Antal personer: 4
Tilberedningstid: 20 min.

Ingredienser:

4 koteletter
2-3 spsk sennep
1 æg
1 dl. rasp
1 tsk. paprika
1 tsk. salt
1 pakke bacon i skiver (skåret i små strimler)
3 løg
2 peberfrugter
4 tomater
En stor håndfuld persille

Fremgangsmåde:

Pisk æg og sennep sammen i en dyb tallerken og pensel blandingen på koteletterne.

Bland paprika, rasp og salt i en anden dyb tallerken og vend koteletterne i paneringen.

Skær baconskiverne i små tynde strimler. Skær 2 af løgene i tynde både (det sidste løg hakkes) og peberfrugterne i strimler. Tomaterne halveres og skæres i små både.

Start med at svitse baconstrimlerne til de får lidt kulør. Tilsæt løgene og steg videre indtil de er bløde. Tilsæt peberfrugterne og lad det hele simre i 10-12 minutter.

På en anden pande steges koteletterne i noget olie – ca. 6-8 minutter alt efter tykkelse. De skal have en flot lysebrun kulør.

Det sidste løg hakkes fint i meget små tern.

Skyl persillen og hak det fint.

Tilsæt tomatbådene til peberfrugtblandingen og varm det hele hurtigt igennem, hvorefter det hele er klar til servering.

Start med at anrette koteletterne på et fad. Fordel det hakkede løg ovenpå koteletterne og top med en god omgang hakket persille.

Peberfrugtblandingen serveres ved siden af kødet og fungerer som sauce.

Serveringsforslag:

Serbiske koteletter kan serveres med både ris, pasta eller kartoffelmos. Du kan også vælge et sundere alternativ og servere de lækre blomkålsris til serbiske koteletter eller en omgang squashpasta.

Serbiske koteletter