Secret Bottles - vintilbud til urimelige lave priser!
Smagekasser leveret til døren - med 100% tilfredshedsgaranti!

Indrømmet. Toscakage er en af mine største favoritter indenfor kager og søde sager.

Smagen af de lækre karameliserede nødder og mandler, den bløde karamel og den svampede kagebund, slår simpelthen benene væk under mig.

Jeg måler altid en god bager på, hvordan hans toscakager tager sig ud og smager. Der er en verden til forskel i både kvalitet og størrelse – for slet ikke at tale om prisen. 70-100 kr. for en toscakage er efterhånden ved at være normalen.

Når man først har kastet sig ud i at bage sin første toscakage, går det op for en, at det ikke er jordens billigste bagværk.

Marcipan, nødder, mandler og smør hører ikke til de billigste dagligvarer, men køber man ind når disse varer er på tilbud, kan det gøres noget billigere og slutresultatet alle pengene værd.

Summa sumarum er, at toscakage er en himmelsk kage og dessert, som begejstrer de fleste mennesker ved kaffebordet.

Det er ikke spor vanskeligt at bage sin egen toscakage. Det er faktisk ret simpelt og imens selve toscakagen bager i ovnen, kan man stille og roligt stå og forberede nøddefyldet, som sammen med karamelmassen udgør det magiske i denne kage.

Denne opskrift på toscakage smager meget bedre end bagerens og der bliver ikke sparet på ingredienserne.

Marcipanen sætter prikken over i’et og leverer en skøn svampet kagebund med god fylde og smag.

Karamelmassen bliver knasende sprød og lækker og er kronen på værket.

Når du først står med din hjemmebagte toscakage med knasende karamel- og nøddefyld, går du aldrig tilbage til bagerens.

Antal personer: 8-10 personer
Tilberedningstid: 30 min. plus bagetid

Ingredienser:

Toscakage

  • 120 gr. smeltet smør
  • 4 spsk. fløde
  • 2 tsk. bagepulver
  • 150 gr. hvedemel
  • 200 gr. groftrevet marcipan
  • 2 æg
  • 120 gr. rørsukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 knivspids salt

Nøddefyld

  • 100 gr. smør
  • 100 gr. rørsukker
  • 4 spsk. fløde
  • 4 spsk. sirup
  • 2 spsk. hvedemel
  • 150 gr. grofthakkede mandler og hasselnødder
  • 25 gr. mørk chokolade til pynt

Toscakage

Fremgangsmåde:

Toscakage

Start med at piske æg, rørsukker og vaniljesukker sammen i en skål til en luftig æggesnaps.

Tilsæt smeltet smør og fløde.

Fodel igennem en sigte hvedemel, bagepulver og salt ned i skålen til de øvrige ingredienser og rør det godt sammen.

Riv marcipanen groft på et rivejern og fordel forsigtigt marcipanen i dejen.

Fordel dejen i en smurt springform eller beklædt med bagepapir. Springformen skal have en diameter på ca. 26 cm.

Bag kagen ved 175 grader varmluft i ca. 25 minutter eller til toscakagen er fin lysebrun. Du kan evt. stikke en kødnål i midten – sidder der dej på nålen, er kagen ikke færdigbagt endnu.

Imens toscakagen bager i ovnen, kan du nu i ro og mag forberede nøddefyldet, som skal ovenpå den færdigbagte kage.

Nøddefyld

Skær smøret i grove tern og put det i en gryde sammen med rørsukker.

Smelt det ved svag varme og tilsæt herefter sirup og fløde og rør godt rundt i blandingen.

De hakkede mandler og hasselnødder vendes i sukkermassen sammen med hvedemel og blandingen skal nu småkoge i ca. 10 min. under jævnlig omrøring.

Karamelmassen skal tykne og blive lysebrun.

Fordel nu karamelblandingen ovenpå den færdigbagte toscakage og bag nu kagen i yderligere 10 min. ved 200 grader varmluft.

Nøddefyldet skal boble op og være flot gylden.

Toscakagen tages ud af ovnen og stilles til afkøling. Når toscakagen er afkølet, kan du tage den ud af springformen og bagepapiret uden kagen går i stykker.

Serveringsforslag:

Hvis du har lyst kan du evt. pynte kagen med lidt smeltet chokolade og lidt konditor pistacienødder (usaltede pistacienødder).

Toscakage med karamel- og nøddefyld

Secret Bottles - vintilbud
Secret Bottles - gode vintilbud