Secret Bottles - vintilbud til urimelige lave priser!
Smagekasser leveret til døren - med 100% tilfredshedsgaranti!

Ingen jul uden vaniljekranse i hjemmet. Indrømmet, vaniljekranse er nok min favoritsmåkage af alle småkager. Lige så lang tid jeg kan huske tilbage i min barndom.

Jeg husker det som var det i går. Min mormor og jeg stod i hendes lille køkken og bagte vaniljekranse. Vaniljekranse, som sad lige i skabet rent smagsmæssigt, men som jeg husker det, var lidt besværlige at tilberede.

De blev tilberedt ud fra hendes mors gamle opskrift, hvor man skulle ligge dejen i køleskabet, og så efterfølgende køre dejen igennem en kødhakker og forme den til en lang pølse. Efterfølgende skulle man så skære pølsen i små stykker og forme vaniljekransene på bagepladen.

Forleden faldt jeg over en video, som Mette Blomsterberg har lavet i år for ugebladet Søndag. En video, hvori Mette Blomsterberg afslører opskriften på nogle helt uimodståelige vaniljekranse.

Vaniljekranse, som man kan fremtrylle på en times tid og som er så nemme at forme takket være en stofsprøjtepose. Tricket består i, at man aftenen forinden, sætter smøret ud på køkkenbordet natten over, så det er godt blødt næste dag. Herefter kører man dejen godt varm og smidig i en køkkenmaskine, så man står med en smidig vaniljekranse dej – lige til at sprøjte ud på en bageplade.

Antal småkager: Ca. 150 stk.
Tilberedningstid: 15 min. (tilberedning af dej) 50 min. (Bagetid)

Ingredienser:

360 gr. sukker
400 gr. Lurpak smør
2 æg
2 hele vaniljestænger
150 gr. mandler (blendes til mandelmel)
500 gr. hvedemel

Fremgangsmåde –  vaniljekranse:

Opvarm ovnen på 200 grader alm. ovn.

Vaniljestængerne flækkes på langs og kornene skrabes ud med en kniv. De skønne vaniljekorn moses sammen med et par spsk. sukker på et skærebræt, så kornene bliver skilt ad og ikke klumper sammen i vaniljekranse dejen.

Rør sukker, det stuetempererede smør og vaniljekornene sammen i en køkkenmaskine eller stor skål.

De to æg tilsættes og røres godt ind i blandingen.

Herefter tilsættes mandler og hvedemel og hele blandingen røres godt igennem, så du har en smidig og ensartet masse.

Hæld lidt af vaniljekranse dejen op i en stor stofsprøjtepose med en stor stjernetyl og sprøjt fine runde vaniljekranse på bagepapiret med en diameter på ca. 5 cm.

Bag vaniljekransene ved 200 grader til de er let gyldne – ca. 9-11 minutter. Hold godt øje med dem hele tiden og vend bagepladen efter 5 min., så de får lige meget varme og blive let gyldne og sprøde.

Træk bagepapiret med de færdigbagte vaniljekranse ud på en rist og lad dem køle helt af, inden de lægges ned i en tætlukket dåse.

God fornøjelse!

Secret Bottles - vintilbud
Secret Bottles - gode vintilbud