Biksemad lchf er en moderne fortolkning af den traditionelle biksemad, hvor kartofler er udskiftet med knoldselleri. Knoldselleri er ikke en særlig sexet grøntsag at se på i frugt og grøntafdelingen, men er en fortrinlig grøntsag og smagsforstærker i rigtig mange retter.

Knoldselleri er en perfekt erstatning for kartoflen i en ret som biksemad lchf, idet den både er mere fast i strukturen, får en god sød aroma ved stegning og den er fattig på stivelse og kulhydrater, men rig på fibre.

Biksemad lchf er hjemme hos os en ret, som lige pludselig ryger på ugens madplan. Hvilken husstand kender ikke til det, med at stå tilbage med et par frikadeller, en pølse, noget svinekød eller oksekød efter et endt måltid. Istedet for at smide sådanne rester ud, kommer de på frost under kategorien “biksemad”.

Efter 1-2 mdr. har man lige pludselig nogle lækre smårester af kød liggende i fryseren, og kan med indkøb af et selleri og tre løg fremtrylle et lækkert aftensmåltid som biksemad lchf.

Antal personer: 4
Tilberedningstid: 45 min.

Ingredienser:

1 stort knoldselleri
3 store løg
600 gr. svinekam eller andet skært kød
Evt. et par frikadeller eller gode pølser
Rødbeder
Olie eller smør
Salt og peber

Fremgangsmåde:

Knoldselleriet skrælles og skæres i tern á 1 x 1 cm. Løgene pilles og skæres i mindre tern. Fedtstoffet brunes i en stor pande, hvorefter knoldselleri og løg tilsættes. De steges ved jævn varme i ca. 15 min. og vendes med jævne mellemrum.

Svinekam, evt. frikadeller eller pølser, skæres i tern á 1 x 1 cm. Kødet tilsættes grøntsagerne efter ca. 15 min. og steger videre ved middel varme i ca. 20-25 min. Kødet og grøntsagerne skal brunes og knoldselleri ternene skal være rimelig bløde, men stadigvæk have noget bid.

Biksemaden smages til med salt og peber – evt. en smule paprika og herefter er biksemaden klar til servering.

Serveringsforslag:

Når man har sagt biksemad, har man næsten også sagt bearnaisesauce og spejlæg. Disse to ingredienser er lige med til at løfte biksemad lchf til et skønt, velsmagende måltid.