Bøf Stroganoff er en af de mest simple retter at tilberede, men samtidig en af de nemmeste og mest lækre. Bøf Stroganoff er en spise, som hører sig efteråret og vinteren til.

Bøf Stroganoff er så taknemmelig, når det kommer til valget af kød. Det er en ret, som både kan tilberedes en hverdagsaften eller i weekenden – alt efter udskæringen. Har du masser af tid, vil en okseklump eller bov være at foretrække, da det både er billigere og mere kraftig i smagen og som samtidig med 3-4 timers simren, bliver mørt som smør. Men køber du noget mere regulært skært oksekød af en finere udskæring på koen, kan du sagtens nå at lave denne ret en hverdagsaften.

Antal personer: 4
Tilberedningstid: 25 min. (+ 1 til 4 timers simren, alt efter udskæring)

Ingredienser:

700-1000 gr. skært oksekød (eller 1-1,2 kg. okseklump/bov)
1 bakke champignon
3 store løg
3 oksebouillonterninger
1 stor dåse tomatkoncentrat
1 ltr. vand (det skal lige kunne dække kødet i gryden)
1½ spsk. sød paprika
1 spsk. sennep
3-4 laurbærblade
Salt og peber
½ ltr. madlavningsfløde
1-2 spsk. ribsgele (giver lidt vildtsmag til retten)
2-3 spsk. maizena til jævning
Olie til stegning

Fremgangsmåde:

Hvis du har købt en okseklump eller bov, skal du først pudse kødet fri for sener og hinder. Du starter med at skære kødet ud i fingertykke stykker, som du lægger op i en skål. Har du købt noget færdig udskåret kød, springer du selvfølgelig denne proces over. Paprikaen drysses nu ud over kødet og det hele vendes godt rundt.

De tre løg skæres i tern. Oliens brunes af i gryden, hvorefter du ved høj varme bruner kødet – evt. af et par omgange og under god omrøring. Når kødet er blevet brunet, tilsætter du løgene og lader dem stege blanke, inden du tilsidst tilsætter de halverede champignon, som damper med i ca. 3 min. Herefter tilsætter du de øvrige ingredienser – vand, tomatkoncentrat, laurbærblade, sennep og oksebouillon og bringer det hele i kog samtidig med at der røres godt rundt.

Når retten koger, skrues der ned for varmen, så retten kan få lov til at stå og simre og låget lægges på. Alt efter hvilken type kød du har valgt, skal retten stå og simre i alt fra 60 min. til 3-4 timer. Når stegetiden er gået og du er sikker på, at kødet er mørt, tilsættes madlavningsfløden, ribsgeleen og det hele jævnes med 2-3 spsk. maizena. Retten skal lige småkoge videre i 5 min. Herefter smages retten til med salt og peber – evt. lidt mere ribsgele, og retten er klar servering.

Serveringsforslag:

Kartoffelmos hører sig jo til en rigtig Bøf Stroganoff, men vil du gerne spare lidt på stivelsen og kulhydraterne, gør blomkålsmos sig rigtig godt til retten. Blomkålsmos er rigtig nem at tilberede, 15 min. kogetid og en tur med din stavblender, så har du noget skønt tilbehør til din Bøf Stroganoff.