Secret Bottles - vintilbud til urimelige lave priser!
Smagekasser leveret til døren - med 100% tilfredshedsgaranti!

Denne skønne opskrift på fyldte peberfrugter med oksekød, er min egen tilpassede udgave fra en række forskellige opskrifter på fyldte peberfrugter, som jeg igennem tiderne har forsøgt mig med.

Fyldte peberfrugter med oksekød, er sådan en dejlig nem og sund hverdagsret, som både smager og mætter godt.

Man behøver ikke at følge min opskrift slavisk, for man kan stort set putte hvad som helst i peberfrugter. Derfor er det også en god ret at tilberede, når der er nogle grøntsager e.lign., som trænger til at blive brugt.

Antal personer: 4
Tilberedningstid: 25 min.

Ingredienser:

  • 500 gr. hakket oksekød 8-12 %
  • 200 gr. revet mozzarella ost
  • 4 pæne røde peberfrugter
  • 1 løg
  • 1 porre
  • 4 gulerødder
  • 250 gr. champignon (kan undlades)
  • 2 fed hvidløg
  • 2 dl. tilberedte blomkålsris (eller alm. kogte ris)
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 1 stor dåse tomatkoncentrat på 140 gr.
  • 1 tsk. tørret timian
  • 1 tsk. tørret chili (efter smag)
  • 2 tsk. tørret basilikum
  • 1 oksebouillon terning
  • 2 dl. vand
  • Evt. 2-3 spsk. balsamico (tilsættes sammen med tomatkoncentratet)
  • Salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

De fire peberfrugter skylles godt og skæres over på midten. Kernerne fjernes og peberfrugten udhules, så den er rundt i kanten.

Læg peberfrugterne ned i en ildfast fad stillet godt op ad hinanden.

Løget pilles og hakkes fint og hvidløget presses.

Porrerne skylles under rindende vand og skæres i små, fine strimler.

Gulerødderne skrælles og rives på et groft rivejern.

Champignon skylles godt og hakkes fint.

Tilsæt nu det hakkede løg sammen med hvidløget og svits det i varm olie i en gryde. Når løget er blankt og har fået lidt kulør, tilsættes det hakkede oksekød.

Oksekødet brunes, hvorefter resten af grøntsagerne tilsættes og steger med i en 3-4 min.

Herefter tilsættes de hakkede tomater,  tomatkoncentrat, ris og krydderier. Vi brugte blomkålsris, da vi havde en rest fra i går og generelt også helst vil undvære ris i hverdagen.

Bouillon terningen smuldres ned i gryden og vandet tilsættes. Det hele bringes i kog og småsimrer i ca. 10 min.

Det færdige fyld hældes nu ned i de hule peberfrugter og tryk fyldet godt ned med en ske. Der må gerne være en god top på hver enkelt peberfrugt.

Herefter drysses der revet mozzarella ost over peberfrugterne og de er nu klar til at komme i ovnen.

Peberfrugterne skal have ca. 25 min. i en forvarmet ovn på 200 grader almindelig ovn.

Jeg kan godt lide, at peberfrugterne stadigvæk har lidt bid, så personligt synes jeg ikke, at de skal have mere end 25 min.

Fyldte peberfrugter med oksekød

Serveringsforslag:

Fyldte peberfrugter med oksekød kan spises uden nogen form for ekstra tilbehør, da de indeholder en del grøntsager og samtidig mætter godt.

Vi havde et par squash liggende, som vi valgte at køre igennem vores fantastiske GEFU Spirelli spaghetti slicer, og fik dermed det super lækre squash spaghetti som tilbehør. En omgang creme fraiche gør sig altid godt til sådan en gratineret ret som dip, men hjemmelavet tzatziki smager heller ikke tosset til fyldte peberfrugter med oksekød.

Secret Bottles - vintilbud
Secret Bottles - gode vintilbud