Secret Bottles - vintilbud til urimelige lave priser!
Smagekasser leveret til døren - med 100% tilfredshedsgaranti!

Boller i karry er en rigtig gammel, traditionsbunden middagsret i det danske køkken, som går helt tilbage til 1930’erne. Hvilket barn er ikke vokset op i et hjem, med boller i karry på menuen.

I min barndom var boller i karry min foretrukne middagsret, når jeg havde fødselsdag og selv måtte bestemme menuen denne dag. Den originale udgave af boller i karry, består af kødboller i en tyk karrysauce, som serveres med ris.

Low carb boller i karry holder med stor succes de stolte traditioner i hævd, da man stadigvæk har den skønne karry- og æblesmag i retten. Den store mængde grøntsager der pureres i saucen, er medvirkende til, at man ender op med et skønt alternativ til de originale boller i karry.

Saucen i low carb boller i karry er fyldig, dejlig velsmagende, og man tænker ikke over, at det ikke er en opbagt sauce, som på skønneste vis smyger sig rundt om kødbollerne.

Antal personer: 4
Tilberedningstid: 30 min.

Ingredienser:

Fars

500-700 gr. hakket svinekød 8-12%
1 løg
2 æg
2 spsk. havregryn (kan undlades eller erstattes med mel)
Salt og peber

Karrysauce

3-4 tsk. karry
2½ dl. madlavningsfløde 8%
2 løg
1 squash
2 æbler
1 ltr. kogevand fra kødbollerne
Salt
Olie

Fremgangsmåde:

Løget pilles og rives fint på et rivejern. Det hakkede svinekød røres sammen med de øvrige ingredienser til en ensartet fars. 1½ ltr. vand tilsat to grøntsagsbouillon terninger bringes i kog og farsen formes til små kødboller med en spiseske, som tilsættes det kogende vand. Kødbollerne skal småkoge i ca. 8-10 min. ved middel varme. Når kødbollerne er færdigkogte og flyder på overfladen, lægges de over i en dyb tallerken.

Kogevandet – ca. 1 ltr., hældes over i en skål og gryden tørres af med et stykke køkkenrulle.

Squashen rives groft på et rivejern og æbler og løg hakkes i tern. Olie eller smør tilsættes gryden, hvor kødbollerne har kogt. Når fedtstoffet er smeltet, tilsættes karryen, som svitses i ½ min.

Herefter tilsættes den revne squash, løg og æbler og det hele svitses i et par min., hvorefter kogevandet fra kødbollerne tilsættes.

Saucen koger videre i 5 min. ved middel varme, hvorefter saucen pureres med en stavblender.

Madlavningsfløden tilsættes og retten varmes godt op og smages til med salt og evt. lidt ekstra karry, som du lige kan opløse i et glas med et par tsk. vand, inden det tilsættes saucen.

Saucen kan evt. jævnes med lidt Maizena.

Kødbollerne hældes ned i saucen og retten er klar til servering.

Low carb boller i karry

Serveringsforslag:

Low carb boller i karry er som ordet antyder, en sund udgave af de traditionelle boller i karry, hvor man sparer på kulhydraterne. Derfor kan du med stor succes servere de fantastiske blomkålsris til low carb boller i karry fremfor almindelige ris. Blomkålsris er både mere velsmagende og lækre og indeholder ikke den store mængde stivelse, som man finder i traditionelle ris.

Secret Bottles - vintilbud
Secret Bottles - gode vintilbud