Jeg elsker det italienske køkken og ikke mindst den ofte ret enkle tilberedning.

Italienerne formår virkelig at lave mad der både forkæler ganen og øjnene.

Jeg er personlig stor tilhænger af mad, som er nem at tilberede og som indeholder få, men gode råvarer.

Tagliata med oksemørbrad er ingen undtagelse.

Sommerferien i år gik til Florida i USA, og sikke en oplevelse for livet …

Amerikanerne er meget stolte af deres store grillede steaks og bevares – de smager fortrinligt og man får smæk for skillingen rent portionsmæssigt. Men hvor amerikanerne favoriserer volumen, vinder italienerne med deres lethed, ynde og enkelhed.

Opskriften på denne lækre tagliata med oksemørbrad er en tilpasset personlig udgave, inspireret af Nigella Lawson. Tagliata med oksemørbrad er utrolig nem at tilberede og leverer virkelig varen rent smags- og synsmæssigt.

Tagliata kan laves af mange forskellige udskæringer på koen, men da vi forleden skulle have gæster, faldt valget altså på 4 gode udskæringer af oksemørbrad.

Man kan sagtens bruge kalveschnitzler eller bøffer af oksetyksteg, da den intense smag fra de mange ingredienser i retten løfter retten til himmelske højder – til trods for en billigere udskæring.

Du kan enten vælge at skære bøfferne ud i tynde skiver og stege dem kort på en pande eller grill, eller stege dem som hele bøffer og enten efterfølgende skære dem ud i tynde skiver eller servere bøffen som den er. Uanset hvad du vælger, er det vigtigt at pakke kødet ind i noget folie og lade det hvile i ca. 10 min.

Antal personer: 4
Tilberedningstid: 20 min.

Ingredienser:

4 lækre oksemørbradbøffer eller kalveschnitzler
1 tsk. friskhakket oregano (tørret kan også anvendes)
1/4 tsk. tørrede chiliflager
1 ds. ansjosfileter
400-500 gr. cherrytomater, halverede
75 gr. sorte oliven uden sten
1 lille glas kapers
4 spsk. rød vermouth (kan undlades eller erstattes med et par tsk. balsamico eller rødvinseddike)
1 håndfuld friskhakket bredbladet persille til servering
Jomfruolivenolie
Et par fed hvidløg i tynde skiver
Salt og friskkværnet peber

Tagliata med oksemørbrad

Fremgangsmåde:

Varm olivenolien på en pande og tilsæt de to fed hvidløg i skiver. Når olien er rigtig varm steges alle bøfferne på en gang som du normalt vil stege en bøf alt efter hvor gennemstegt du ønsker kødet skal være.

Herefter tages bøfferne af panden og pakkes ind i folie.

Panden varmes igen op og dåsen med ansjosfileter tilsættes. Mos ansjosfileterne godt ud med en ske indtil de er helt opløst i olien.

Tilsæt det friskhakkede oregano og chiliflagerne og rør godt rundt.

Fordel de halverede cherrytomater på panden sammen med de sorte oliven, kapers og den røde vermouth.

Ingredienserne koges igennem på panden i ca. 2-3 minutter og der røres forsigtigt rundt, så tomaterne ikke går i stykker.

Pak hurtigt bøfferne ud af folien og hæld saften fra folien ned på panden.

Smag evt. saucen til med salt og friskkværnet peber.

Anret bøfferne på et fad (enten hele eller skåret i tynde skiver) og fordel pandens indhold over bøfferne.

Drys med persille og server retten straks.

Buon appetito.

Serveringsforslag:

Tagliata med oksemørbrad kan serveres med al slags tilbehør, men en gang gratinerede gnocchi og dampet broccoli vendt i olivenolie, citronsaft og friskrevet parmesan supplerer retten rigtig godt.

Skal du servere retten for gæster eller blot forkæle dig selv lidt ekstra, kan du med fordel servere en lækker Barolo, Brunello eller en kraftig Shiraz til retten.

Tagliata med oksemørbrad